40 uger 40 nyheder

29. august 2022
40 uger 40 nyheder
Under titlen ”40 uger, 40 nyheder” går EASIS efteråret i møde med et øget fokus på innovation. En ambitiøs plan er lagt, hvor vi lancerer ét nyt produkt hver uge i hele 40 uger. Det bakkes op af et nyt marketingformat EASIS LIVE TV.

EASIS er kendt for sine mange produkter uden tilsat sukker, og sortimentet er da også vokset markant de seneste år. I løbet af de næste 40 uger kan man se frem til endnu flere produkter med ikke mindre end 40 nye lanceringer på easis.dk og i detailhandlen. Der vil både være helt nye produktkategorier imellem, så som nougat, der har været mange år undervejs, men også varianter af de mest populære produkter.  Lanceringen af de 40 nyheder er en acceleration af den nuværende strategi med fokus på dynamik i både sortiment og hele tilgangen til markedet.

”Vores fornemmeste mål er, at vores kunder snakker om vores produkter, når de lørdag aften sidder til middagsselskab. Vores erfaring er, at den omtale skaber vi bedst ved at have dynamik i sortiment, nyheder og tilgangen til markedet. Derfor er vi altid klar til at prøve noget nyt”, siger CEO, Thomas Møberg.

Strømmen af nye produkter vil i første omgang tilgå EASIS’ egen webshop, som startede tilbage i 2016. At have sin egen webshop har givet EASIS mulighed for at øge innovationshastigheden. Formålet med shoppen – ud over at give forbrugeren flere muligheder – er at kunne tilbyde den danske detailhandel en konstant stærk pipeline af nye produkter.

”Vores webshop har medvirket til et større udbud af produkter uden tilsat sukker. Den giver os mulighed for at teste produkter og deres salgspotentiale, så vi skaber et fundament at bygge videre på i den danske detailhandel”, siger CEO Thomas Møberg. ”Med webshoppen kan vi tilbyde et ’one-stop-shopping-point’ for vores slutbrugere, men også give detailhandlen en konstant tilgang af nye produkter, som allerede er testet i markedet, og de kan vælge det, som passer bedst til dem”.

Live events på de sociale medier
Samtidig med denne satsning har EASIS også lagt nye planer for markedsføringen. EASIS har gennem mange år skabt en stærk platform på de sociale medier med mere end 200.00 følgere på tværs af Facebook, Instagram, nyhedsbreve og Tik Tok. Som en naturlig forlængelse af den nuværende aktivitet, går EASIS nu live på facebook og instagram hver uge. Live salg på de sociale medier er en trend, som tog fart under corona. Det er et format, som bygger bro mellem den fysiske butik og online handel. Under et live salg kommer kunden tættere på virksomheden og kan stille spørgsmål samtidig med man i ro og mag kan handle fra sofaen. Det er en stærk kombination, som EASIS gerne vil udforske, og derfor lanceres EASIS LIVE TV. Et navn der er valgt for at signalere, at der er tale om en direkte udsendelse, hvor forbrugeren har mulighed for at komme i dialog, få viden og bedre kendskab til produkterne. Denne acceleration i strategien sker i en tid, hvor væksten er stagneret.

”I forhold til 2019-tallene har vi en god vækst, men i forhold til 2021 ligger vi i indeks 100. For vores virksomhed, som er vokset meget de seneste år, er indeks 100 ikke er normalt”, siger EASIS-direktøren, og fortsætter ”Markedet er for os ved at stabilisere sig, og vores tal for 2022 kommer til at ligne 2021. Usikkerheden omkring råvareleverancer, og levering i det hele taget, volder også udfordringer. Men”, siger Thomas Møberg: ”Vi har valgt at ekspandere os ud af det. Derfor søsætter vi denne nye strategi med titlen ”40 uger, 40 nyheder”.