Denne opskrift er spækket med grønt, uden man lægger mærke til det. Hvis du vil spare på kalorierne, kan du undlade de brune ris og servere retten udelukkende med blomkålsris.
3 portioner
Ingredienser
80 g gulerod
60 g squash
1 løg
2 fed hvidløg
200 g hakket kyllingekød 3-7%
20 g havregryn
salt og peber
Sovs:
1 løg
200 g blomkål
200 g gulerødder
2 tsk. karry
1 spsk. olie til stegning
6 dl kogevand fra kødbollerne
½ dl madlavningsfløde
salt og peber
60 g rå brune ris
300 g blomkålsris
Fremgangsmåde:
Riv gulerødder, squash, løg og hvidløg. Rør det sammen med kyllingekød, havregryn, salt og peber. Stil på køl.
Kom vand i en gryde (1L i en 1,5L gryde), kun lige akkurat så kødbollerne vil blive dækket af vand. Tilføj 1 tsk. salt og kog op. Form 9 kødboller med en spiseske og kom i gryden, når vandet koger. Lad kødbollerne koge i 7-8 minutter og læg dem til side. Kom kogevandet i en skål og stil gryden tilbage på blusset.
Skær løg, blomkål og gulerødder i tern (sæt halvdelen af gulerodsternene til side). Svits karry af i lidt olie. Tilsæt grøntsagerne og steg videre i 5 minutter. Dæk grøntsagerne med 4 dl kogevand fra kødbollerne og kog grøntsagerne møre (det tager 15-20 minutter). Når grøntsagerne er møre blendes de til en lind tyk sauce sammen med madlavningsfløde og 2 dl kogevand fra kødbollerne.
Tilføj de sidste gulerodstern, lad saucen simre i 5 minutter og smag til med karry, salt og peber. Kom kødbollerne tilbage i saucen og lad dem ligge deri i 2-3 minutter. Kog risene efter anvisningen på posen. Servér retten med brune ris blandet med blomkålsris.