Kalorier

Danmark og resten af den vestlige verden er blevet ramt af en fedmeepidemi. Vi får i gennemsnit alt for mange kalorier i forhold til, hvor meget vi bevæger os. Dette er hovedårsagen til den kraftige stigning, som vi ser i antallet af livsstilsrelaterede sygdomme – fedme, diabetes type 2 og hjerte/kar sygdomme.

Færre kalorier til et sundere Danmark

I Danmark er flere overvægtige end normalvægtige og 16 % af befolkningen i alderen 30-60 år svært overvægtige (Kilde: Sundhedsstyrelsen. Danskernes sundhed - Den nationale sundhedsprofil fra 2017). Disse tal er kraftigt stigende og EU forventer, at 40 % af befolkningen i EU vil være svært overvægtig i år 2030, hvis der ikke sker en ændring i adfærdsmønstret.

Hos EASIS fokuserer vi meget på et produkts samlede kalorieindhold. Når vi fjerner det tilsatte sukker fra en fødevare, er vi opmærksomme på ikke at tilsætte andre energitunge ingredienser i stedet. Vi forsøger så vidt muligt at opnå minimum 30 % kaloriereduktion i vores produkter i forhold til andre tilsvarende varer (med sukker) på hylderne.

Hvorfor laver vi kaloriereducerede søde sager?

Vi tror på kostrådene fra Sundhedsstyrelsen. Der skal færre kalorier til et sundere Danmark, men vi tror også på det gode i at nyde noget sødt. Derfor vil vi gerne tilbyde søde sager, som smager godt, men indeholder færre kalorier.

Overvægt skyldes meget simpelt, at der i gennemsnittet indtages flere kalorier end der forbrændes. Derfor vil vi gerne udvikle kaloriereducerede produkter, der indeholder færre kalorier end tilsvarende produkter, man kan finde på markedet – selvfølgelig stadig uden tilsat sukker. Således får forbrugerne muligheden for at vælge et alternativ med et lavere indhold af kalorier.

Derudover viser vores markedsundersøgelser, at vores forbrugere ikke kun har fokus på uden tilsat sukker, men også sundhed i et større perspektiv – herunder det samlede indhold af kalorier – og det fokus, vil vi selvfølgelig gerne så vidt muligt efterkomme.  


Varierende kaloriereduktion

Der er stor forskel på, hvor meget EASIS produkter er kaloriereducerede. Det afhænger af produkttypen, hvilket vi har givet eksempler på nedenfor.

Derudover må man kun anprise, at et produkt er kaloriereduceret, hvis det indeholder 30% færre kalorier sammenlignet med andre tilsvarende produkter med sukker. Så selvom mange af vores varer er 10-20% kaloriereduceret, så er det ikke noget, vi kan fortælle på produktet. Hvor meget et produkt er kaloriereduceret afhænger altså af udgangspunktet for et tilsvarende produkt med tilsat sukker.

Her nogle eksempler:

EASIS Jordbærgrød
Vores Jordbærgrød er mere end 50% kaloriereduceret i forhold til en tilsvarende jordbærgrød på markedet. Hvis man ser på en jordbærgrød med tilsat sukker, så kommer langt størstedelen af kalorierne fra sukker. Når man fjerner den tilsatte sukker, så reduceres kalorieindholdet selvfølgelig markant. Grunden til, at produktet ikke er endnu mere kaloriereduceret er selvfølgelig, at der er jordbær i en jordbærgrød, og frugt bidrager i sig selv med nogle naturlige sukkerarter, som bidrager til energi.

EASIS Sandwich Cookies med vaniljecreme
I vores Sandwich Cookies med vaniljecreme (kakaokiks) udgøres kalorieindholdet både af kulhydrat og fedt. Sukkerarterne nedbringes selvfølgelig markant, når vi har fjernet tilsat sukker, men der vil stadig være stivelse tilbage i produktet, fordi der er mel i. Selvom vi tilsætter kostfibre til både fyld og kiks, så er det stadig nødvendigt med mel for at lave en kiks.

Derudover bidrager kostfibre også med kalorier, selvom det er betydeligt mindre end hvad kulhydrater bidrager med. Mængden af fedt har vi også reduceret ved hjælp af kostfibre, men da vi stadig skal bibeholde den cremede konsistens, kan det hele ikke fjernes. Derfor er sådan et produkt mindre kaloriereduceret end eksempelvis jordbærgrød. Det er simpelthen sværere at bevare både smag og konsistens i et 'fast' produkt i forhold til et 'vådt' produkt.

EASIS Nougat
Nougat med tilsat sukker består primært af sukker og fedt. Faktisk udgør sukker op til halvdelen af produktets vægt i en nougat med tilsat sukker. I EASIS Nougat har vi bl.a. erstattet sukker med kostfibre, hvilket gør, at vores nougat kun har 9 g sukkerarter pr. 100g. Dvs. et lavt indhold af kulhydrat og samtidig et højt indhold af kostfibre.

Fedtet kommer primært fra hasselnødderne, og det er netop hasselnødderne, som er den primære ingrediens - og det forbrugerne associerer med nougat - så derfor kan vi selvfølgelig ikke fjerne dem og dermed fedtet derfra. Derudover er der kakaosmør i, og vores nougat er derfor ikke kaloriereduceret i forhold til traditionel nougat. Men indholdet af sukkerarter og kulhydrater er markant mindre og den har et højt fiberindhold.

Så det er fuldstændig produktafhængigt, hvor meget det enkelte produkt er kaloriereduceret.