Sprød salat med andebryst

Opskrift på sprød salat med andebryst. Her giver vi et bud på en mulig salat til Mortens aften eller julen, hvor menuen godt kan blive lidt fed. Vi serverer her anden med en sprød salat lavet på blandt andet frisk rødkål og grønkål toppet med en frisk dressing med blandt andet appelsin og sennep.

2 portioner

Ingredienser:

Salat:
180 g andebryst (svarer til 1 bryst)
325 g hokkaido græskar (svarer til et halvt hokkaido græskar)
225 g frisk rødkål
60 g grønkål
150 g appelsinkød (1 appelsin)
80 g granatæblekerner
2 spsk. olivenolie
Salt
Peber

Dressing:
15 g olivenolie
20 g appelsinsaft (frisk)
15 g EASIS Sennep
1 tsk. EASIS Perfect Multisød (5 g)
Salt
Peber

Fremgangsmåde:
Skær hokkaidogræskar ud i tern og vend dem i 1 spsk. olivenolie, salt og peber.
Kom ternene af hokkaido græskar på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i 25 min. ved 180 grader varmluft. De er færdige, når en gaffel kan glide let igennem.

Snit rødkål og grønkål i mundrette stykker. Fjern skrællen på appelsinen og skær appelsinkødet i mellemstore stykker. Frigør granatæblekernerne fra granatæblet.

Rids fedtet på andebrystet med en kniv og gnid det med salt.
Kom 1 spsk. olivenolie på en kold pande og læg andebrystet på med fedtsiden nedad. Tænd blusset på høj varme og steg andebrystet i 2 min. og skru derefter ned på middel varme og lad det stege videre på fedtsiden i yderligere 8 min. Vend andebrystet og steg kødsiden i 8 min. Lad andebrystet trække utildækket i 10 min. før det skæres ud i skiver.

Bland olivenolie, appelsinsaft, EASIS Sennep og EASIS Perfect Multisød til en dressing. Smag til med salt og peber.

Anret rødkål, grønkål, bagt hokkaido græskar, appelsin og granatæblekerner i to dybe tallerkner. Placér skiverne af andebryst ovenpå salaterne og servér med dressingen.

Næringsindhold pr. portion (485 g):
461 kcal
27 g fedt
29 g kulhydrat
8,3 g kostfibre
24 g protein
Relaterede varer
Luk