10 myter om vægttab

Der florerer alverdens myter om kost og motion. Nogle er så sejlivede, at vi nok aldrig slipper helt af med dem. Heldigvis bliver vi hele tiden klogere på, hvad der er op og ned i sundhedsjunglen. Nye studier kommer til, som afslører, at det vi troede var sandheden for ti år siden, ikke længere har noget på sig.

Nedenfor ser du 10 af de største sundheds- og vægttabsmyter:

Myte nr. 1: Rørsukker er sundere end almindeligt hvidt sukker

Forskellen på rørsukker og almindelig hvidt sukker er, at rørsukker stadig indeholder en smule af den sirup, man normalt damper fra ved fremstilling af hvidt sukker. Hvidt sukker er raffineret, hvilket betyder, at alt andet end den rene sukker er fjernet. Der er ingen nævneværdig forskel i næringsværdien på de to typer af sukker. Hvidt sukker, rørsukker, honning, perlesukker, brun farin, sirup og flormelis er same same, når vi kigger på næringsindhold.  Om sukkeret er økologisk eller ej, har heller ingen indvirkning på næringsværdien.

Myte nr. 2: Det feder at spise fedt

Du tager først på, når du overskrider den mængde kalorier, du har behov for på en dag. En kvinde på 75 kg, vil kunne tabe sig ca. ½ kg om ugen ved at spise 1600 kcal. De 1600 kcal kunne i princippet komme fra en stor portion pommes fritter, mayonnaise og en burger. Så længe hun ikke overskrider de 1600 kcal, vil hun fortsat tabe sig. Sundhedsværdien, i denne måde at tabe sig på, er en anden diskussion.

Myte nr. 3: Bananer feder

Jeg hører stadig vægttabsklienter melde ud, at de i hvert fald ikke spiser bananer, for de feder. Først og fremmest, er der intet mad, der feder. Er du i overskud af kalorier, vil du tage på. Bananer indeholder kun 30 kcal mere pr. 100 g end meget andet frugt og bær. Skal du tabe dig, er der formegentlig mere at hente ved at kigge andre vaner igennem, inden du reviderer typen af frugt du spiser.

Myte nr. 4: Det du spiser efter kl. 20, tager du på af

En sejlivet myte! Du tager ikke på af at spise efter et bestemt klokkeslæt. Det er den samlede mængde kalorier på en dag, der afgør din succes med et vægttab. Hér kan du læse mere om hvordan du opnår et sundt vægttab: https://www.easis.dk/saadan-taber-d...

Myte nr. 5: Du må godt spise chokolade, bare det er 70%

Mørk chokolade 70% indeholder 574 kcal pr. 100 g (fra Toms), mens en mælkechokolade (fra Toms) indeholder 562 kcal pr. 100 g. Kan du bedst lide den lyse chokolade, får du rent faktisk færre kalorier pr. stykke end i den mørke. Du opnår altså ikke nogen vægttabsmæssig effekt af at spise en chokolade over 70%. Der kan dog være en idé i at spise den mørke chokolade, fordi du smagsmæssigt bliver hurtigere ”mæt”, end hvis du spiser en lys chokolade. Dette er individuelt, men kan være et argument for at spise den mørke chokolade frem for den lyse. EASIS’ mørke chokolade indeholder 452 kcal pr. 100 g, og er et godt alternativ, når den søde tand melder sig.

Myte nr. 6: Hvis du vil have en flad mave, skal du blot lave mavebøjninger

Hvis bare det var så vel. Der skal et fedttab til, hvis du skal have sixpack’en frem til sommer. Du kan ikke træne en muskelgruppe og dermed opnå et punkt-vægttab. At træne under et vægttab gavner dig på andre områder, da du derved mindsker risikoen for at miste muskelmasse.

Derudover vil du se pænere ud, hvis du ikke kun taber fedtmasse, men også øger muskelmassen under et vægttab. En del kvinder er bange for at komme til at ligne mænd, hvis de påbegynder styrketræning. Dette sker ikke. Du kommer kun til at ligne et muskelbundt, hvis du træner intenst for det i årevis samtidig med, at du er i overskud af kalorier.

Myte nr. 7: Kulhydrater feder

Ligesom fedt heller ikke gør dig fed, gør kulhydrater heller ikke. Du taber dig lige så godt af at skære ned på fedt som på kulhydraterne. Det vigtigste ved et vægttab er, at du finder ind til den metode og fremgangsmåde, der passer ind i dit liv. Om du skærer ned på fedt eller kulhydrat spiller i videnskabelige studier ingen rolle.

Myte nr. 8: Din forbrænding går i stå, hvis du ikke spiser mellemmåltider

De nyeste studier peger på, at du taber dig lige godt ved at spise 3 som 6 måltider om dagen. Din forbrænding går ikke i stå af, at du kun spiser få måltider på en dag. Hvis du gerne vil sikre en lidt højere forbrænding, skal du i stedet arbejde på din muskelmasse via styrketræning. Muskelmassen er afgørende for, hvor mange kalorier du dagligt har behov for.

Myte nr. 9: Man taber sig nemmere ved at skære ned på kulhydraterne

Først var det fedt, du skulle skære ned på for at komme de overflødige kilo til livs. Nogle år efter var det kulhydraterne, der stod for skud.
Dog er der ingen af delene, der viser sig at være mere effektiv ved vægttab end den anden. Du opnår lige så let et vægttab ved at skære ned på kulhydraterne, som hvis du skærer ned på fedt. Når alt kommer til alt, handler det om, at du indtager mindre, end du forbruger.

Myte nr. 10: Light-produkter får dig til at spise mere

Der er ingen evidens, der viser, at du øger dit indtag af kalorieholdige fødevarer, hvis du drikker eller spiser lightprodukter. Tværtimod sparer du f.eks. 200 kcal ved at skifte colaen ud med en cola light. Myten er sejlivet og florer en del steder, men den har intet hold i virkeligheden. Vær dog opmærksom på, at blot fordi et produkt er deklareret med ”light”, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det indeholder færre kalorier end et tilsvarende produkt. ”Light” dækker over, at der min. er en 33,3% sukkerreduktion i produktet sammenlignet med et tilsvarende produkt eller 50% fedtreduktion. I denne artikel kan du se nogle gode idéer til, hvor du kan spare nogle kalorier ved at lave forskellige kalorie-swaps i din hverdag.



Skrevet af:
Anne Louise Knudsen. Klinisk diætist, Diætpiloten