Morgenmad


God morgenmad er utrolig vigtig for, at du kommer godt fra start og får ”det rigtige ben ud ad sengen”. Efter en god nats søvn har din krop behov for at få energidepoterne fyldt op med vigtige vitaminer og mineraler. Ofte bliver morgenmaden sprunget over i al hast eller skiftet ud med et usundt alternativ, som spises på vej til skole eller arbejde, og det giver ofte bagslag senere på dagen. Derfor er sund morgenmad med til at give dig en god start og energi til at tage fat på dagen.


Morgenmad er vigtig

I et nyt mindre ernæringsstudie er morgenmadens store betydning for kontrol af blodsukker igen blevet bekræftet. Denne gang i et studie med type 2 diabetikere offentliggjort i ”Diabetes Care”, oktober 2015.

Studiet omfattede 22 patienter. De spiste én dag 3 kontrollerede måltider og en anden dag kun frokost og middag. Den eneste forskel på de to dage var derfor, om patienterne fik morgenmad eller ej.

Forsøget viste, at blodsukkeret efter frokost og efter middagen var hhv. 40 % og 25 % højere den dag, der ikke blev serveret morgenmad i forhold til dagen med morgenmad.

Forsøget er lille, og det viser ikke, om effekten over tid holder ved, men sammenholdt med flere andre tidligere morgenmadsforsøg kan konkluderes, at udeladelse af morgenmad ikke er hensigtsmæssigt.

Se hele studiet her:
http://www.jwatch.org/na39464/2015/...

Angående andre morgenmadsforsøg se f.eks. disse link:
http://www.diabetologia-journal.org... og http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/...

Morgenmad med nøglehulsmærket

Hvad er en god og sund morgenmad? Det kan ofte være en jungle at finde rundt i de mange forskellige morgenmadsmærker, og ofte er næringsdeklarationen på pakken ikke den nemmeste at gennemskue. Produkterne ser måske OK ud, men bag den flotte indpakning gemmer der sig både mange kalorier, sukker og fedt.

En god morgenmad skal være mager og samtidig være fyldt med kostfibre og fuldkorn. Derfor er vores morgenmadsprodukter ikke tilsat sukker, og de har et højt indhold af fiber og fuldkorn.


Der er ingen undskyldning for at springe morgenmaden over.

Vi har fx Corn Flakes og Müsli, som har fået nøglehulsmærket, der synligt viser, at produktet har en ernæringsrigtig profil. Spis fx vores müsli med EASIS DDV Yoghurt 5% og friskskåret frugt.

Du kan også finde inspiration til lækre morgenmads- og brunchretter i vores opskriftsarkiv her på siden.

MORGENMAD - EN GOD START PÅ DAGEN

Vi har hørt det før – ”Morgenmaden er dagens vigtigste måltid”.

Det giver nu også meget god mening, da morgenmadsmåltidet har den længste forudgående fasteperiode. Når vi vågner, har vi formentlig ikke fået et ordentligt måltid i 10 timers tid, og vores blodsukker er derfor til den lave side. Vi er drænet for energi. Hjernen og kroppen har brug for energi til at komme i gang.

En god og sund morgenmad sparker dagen i gang og giver dig energi til at yde det bedste både på job og i skolen. Springer du derimod morgenmaden over, vil dit blodsukker forblive helt i bund, og du vil føle dig ukoncentreret, irritabel og træt. Og hvem har lyst til at møde denne person en mandag morgen??

Morgenmaden er vigtig, fordi vi skal have lagt en god bund til en lang og aktiv dag. Sammenlignet med aftenmåltidet, hvor mange blot bevæger sig fra spisebordet til sofaen. Set i dette perspektiv er det lidt ironisk, at mange spiser som de gør; Ingen, eller kun et lille let måltid, om morgen og et stort måltid til aften.

Hvad bør man så spise til morgenmad?
Som nævnt er det lang tid siden kroppen har fået energi, når vi står op om morgenen. Derfor er det vigtigt at få fyldt kroppens energidepoter med et sundt, mættende og nærende måltid. Et sådan måltid består gerne af en sammensætning af både komplekse kulhydrater, sundt fedt, proteiner og fibre. Kulhydrater giver dig energi nu og her, og proteiner giver energi senere hen. Fibre giver sammen med protein en længerevarende mæthed.

Komplekse kulhydrater (og fibre):
-Havregryn
-Rugbrød/groft brød
-Frugt og grønt

Sundt fedt:
-Mandler og nødder
-Chiafrø
-Avocado
-Planteolier
-Pesto
-Oliven

Proteiner:
-Mager mælk
-Mager yoghurt / skyr
-Æg
-Mager ost

Når du spiser et måltid, som både indeholder komplekse kulhydrater, fedt og proteiner, sikres et stabilt blodsukker og en længerevarende mæthed. Desuden bidrager et sådan morgenmåltid også med en del af de anbefalede fibre, vitaminer og mineraler, som ellers kan være svære at få nok af, hvis man springer et hovedmåltid over.

Morgenmad og vægttab
Mange studier for både børn og voksne viser desuden, at morgenmadsspisere lider mindre af overvægt, end dem som springer morgenmaden over.

En af årsagerne skyldes sandsynligvis, at man lettere bliver fristet til at spise de usunde snacks i løbet af formiddagen, hvis man ikke har spist morgenmad. Eller hvis du er standhaftig og holder dig fra snacksne, vil du måske være ekstra sulten og spise mere til frokost.

Flere studier viser, at personer, som oftere indtager morgenmad, tager mindre på i vægt (Kilde: "Meal skipping and variables related to energy balance in adults: a brief review, with emphasis on the breakfast meal"). Der er dog tvivl om, hvor vidt det skyldes morgenmaden i sig selv eller alle mulige andre forhold. Det kan fx være, at dem, som skipper morgenmaden, også har en tendens til generelt at spise mere usundt end dem, som spiser morgenmad. Alle de ting, vi gør i dagligdagen, kan have indflydelse på vores vægt, og det kan derfor være svært at bevise en årsagssammenhæng mellem vægttab og morgenmad.

Set i et vægttabsperspektiv er det i og for sig vigtigst at begrænse sit energiindtag og have et højt fysisk aktivitetsniveau. Hvordan det opnås bedst er meget individuelt.
EASIS produkter til enhver lejlighed!

Få inspiration til hvordan du kan anvende EASIS produkter til alle dagens måltider. Lige fra morgen til aften. Se de mange spændende og nemme opskrifter her på siden.

Få inspiration!

Tilmeld dig EASIS nyhedsbrev og vær den første til at høre om nye produkter, opskrifter, kost & ernæring og meget mere.

EASIS A/S   |   Klamsagervej 29   |   DK-8230 Åbyhøj   |   Tlf. +45 70 20 24 55   |   Fax +45 70 20 24 56   |   easis@easis.dk
Klik mig
0