Bæredygtig chokolade

Chokolade med god samvittighed

Hos EASIS går vi op i, at vores produkter bliver lavet under ordentlige forhold – både med tanke på miljøet, og de mennesker, der dyrker råvarerne. Som fødevarevirksomhed vil vi gerne være med til at tage ansvar for, at den chokolade, vi sælger, bliver produceret på en bæredygtig måde. EASIS får sin chokolade produceret hos den verdensomspændende virksomhed, Barry Callebaut, som har deres helt eget bæredygtighedsprogram: Cocoa Horizons. Cocoa Horizons er en non-profit organisation startet af Barry Callebaut i 2015. Cocoa Horizons arbejder med at forbedre forholdene for kakaobønderne i Sydamerika, Afrika og Asien. Det sker ved at fremme bæredygtig produktion, øge bøndernes viden og produktivitet, og udvikle lokalsamfundene med fokus på at beskytte både børn og naturen.

Cocoa Horizons har to fokusområder:
- at uddanne bønderne inden for effektivt og bæredygtigt landbrug, og støtte dem med materialer og finansieringsmuligheder.
- at forbedre lokalsamfundene gennem uddannelsesmuligheder for børn og kvinder, sikring af rent vand og bedre sundhedspleje.

Cocoa Horizons: https://www.cocoahorizons.org/progr...

Hvilken betydning har Cocoa Horizons?

Cocoa Horizons arbejder med tiltag inden for tre områder:

-Produktivitet:
Der er fokus på at uddanne kakaobønderne i landbrug, så de kan producere mere effektivt, både på kort og lang sigt. På den måde kan bønderne få et større udbytte og dermed tjene flere penge. Bønderne kan også få hjælp til finansiering, så de kan investere i deres produktion. Samtidig er der fokus på også at uddanne kvinder inden for landbrug, så kvinder får deres egen indkomst.

-Samfund:
En af de vigtigste opgaver i Cocoa Horizons er at stoppe børnearbejde. Et af FN’s 17 verdensmål er, at alt børnearbejde skal være stoppet i 2025. Cocoa Horizons arbejder med at stoppe børnearbejde ved at forbedre kakaobøndernes indkomst, så børnene ikke behøver at arbejde for at familien kan klare sig. Derudover hjælper Cocoa Horizons med at sikre, at alle børn kan gå i skole.

-Miljø:
I uddannelsen af kakaobønderne er der også fokus på miljøet. Det er ikke tilladt for kakaobønderne i Cocoa Horizons-programmet at rydde skovarealer for at udvide deres produktion. I stedet hjælpes bønderne til at lære at producere mere effektivt, så de kan få et højere udbytte af deres produktion, uden at der skal bruges mere landareal. Der arbejdes også med at plante andre arter af træer og planter, som kan bidrage til kakao-produktionen, f.eks. ved at skygge for kakaotræerne og forbedre næringsindholdet i jorden. Samtidig kan det give en ekstra indtægt for bønderne, hvis der f.eks. kan sælges bælgfrugter eller brænde ud over kakao.

(Cocoa Horizons: https://www.cocoahorizons.org/our-a...)
Vores bidrag

Vores bidrag

Når EASIS køber chokolade, som er verificeret under Cocoa Horizons, betaler vi lidt ekstra for chokoladen, og derved går der et fast beløb til Cocoa Horizons’ arbejde. Pengene går blandt andet direkte til kakaobønderne, så deres indkomst øges, og til de forskellige aktiviteter, som Cocoa Horizons har. På den måde bidrager EASIS og andre virksomheder til at fremme bedre arbejdsforhold og en mere bæredygtig produktion af kakao. Størstedelen af den chokolade, du finder i EASIS’ produkter, er verificeret under Cocoa Horizons. Derfor ser du også Cocoa Horizons-mærket på mange af emballagerne. Det er bevis på, at chokoladen er produceret af kakaobønder, som får hjælp af organisationen. Kig efter mærket næste gang du køber EASIS Chokolade. Så kan du nyde din chokolade med god samvittighed.

Læs mere om Cocoa Horizons https://www.cocoahorizons.org/