Rødbedeburger med rødbedesalsa

Opskrift på rødbedeburger med rødbedesalsa. Dette er en vegetarisk burger lavet på blandt andet rødbeder. Den er utroligt velsmagende og hvis du spørger os, så synes vi ikke, at kødet mangler i denne opskrift. Burgeren kan desuden laves vegansk, hvis man anvender vegansk brød eller erstatter brødet med portobellosvampe.

2 portioner

Ingredienser:
25 g. røde ris
30 g. rød quinoa
Ca. 250 g. rødbeder
3 fed hvidløg
frisk oregano
1/2 dl. rasp
1 spsk. peanut butter
Salt og peber
Olie til stegning

Rødbedesalsa
100 g. EASIS syltede rødbeder
1 spsk. vegansk mayonnaise
2 spsk. soja yoghurt (usødet)

2 burgerboller

1 spsk. vegansk mayonnaise
Grøn salat

Fremgangsmåde:
Kog ris og quinoa efter anvisning på pakken. Bag rødbederne hele i en 200 grader varm ovn i 1 time. Køl dem af. Skræl rødbeder og skær dem groft ud. Kom dem i food processor sammen med de øvrige ingredienser og kør dem til en grov fars. Form farsen til 2 bøffer og lad dem hvile i mindst en time, inden de steges i fedtstof, til de er sprøde og gyldne udenpå. Giv dem yderligere 10 minutter i en 180 grader varm ovn, så de er gennemstegte.

Kom de syltede rødbeder i en minihakker og kør dem groft (gem lidt rødbeder til pynt). Bland dem med mayonnaise og yoghurt.

Rist bollerne. Kom gerne lidt mayonnaise på bunden og læg rødbedebøf, rødbedesalsa, lidt ekstra skiver rødbeder og grønt i.
Relaterede varer
Luk